En glødepære laver strømmen om til lys, og glødepærer er den slags pærer, vi bruger flest af.
Da man startede med at lave glødepærer, var der dog mange problemer med at lave dem, så de kunne holde i lang tid og samtidig var til at betale for almindelige mennesker.
Pæren lyser, når der løber strøm gennem ledningen til lampen. Strømmen går ind gennem fatningen og rammer en lille metalplade. Fra metalpladen løber strømmen videre ind i pæren, hvor der er en lille metaltråd. Metaltråden kaldes også for en glødetråd.
Når man tænder en pære, bliver en del af glødetråden langsomt til damp. Det er metallet wolfram, der fordamper, fordi det får tilført energi i form af strøm. Wolfram lyser, når det fordamper. Det fordampede wolfram sætter sig på indersiden af glaskolben, som derved bliver beskidt. Gamle pærer er helt sorte på grund af fordampningen af wolframmet.
Når glødepæren har været tændt i ca. 1000 timer, er der fordampet så meget wolfram, at glødetråden sprænger.
Derfor siger man, at ”pæren er sprunget”, når en glødepære ikke virker mere.