Info
Digitale fortællinger med Animoto
@ventures®  Kompetencecenter for e-læring  © 2024
Samarbejde og enearbejde

Hele forløbet er i sine faser splittet imellem enten at arbejde alene eller sammen. Vekselvirkningen er bevidst, da det at styre en proces kan være vanskelig og uoverskuelig.

Til at begynde med samarbejdes der, idet eleverne således kan støtte hinanden. Fremlæggelsen er til at begynde med også fælles, idet det kan være vanskeligt at stå alene og forholde sig til resten af klassen om så personligt et emne.

Senere er der tale om selvstændigt arbejde, således at den enkelte kan få lov at fordybe sig i både det tekniske og i egne refleksioner.


Læreren kan vælge at lade eleverne indgå i stringente responsgrupper, men det vil naturligvis afhænge af tid, klasse og temperament.

Eleverne kan fx arbejde ud fra lærerens prædefinerede responsark, eller klassen kan på forhånd aftale, hvordan responsen skal foregå, og hvad den skal rettes imod.

Oplagt er det at lade eleverne se på om ”de bliver klogere” på den person, de skal respondere. Lærer man noget nyt om vedkommende ud fra dennes medieproduktion og graver man dybere end blot overfladen?

Målsætningen må være at lære mere om den ”rigtige” person og ikke bare høre om hvad for noget tøj vedkommende går i, og om han eller hun går til fodbold eller spejder. Responsen skal altid have "HVORFOR?" som sit udgangspunkt.

Hvis man ud fra responsen og ud fra medieproduktionen kan belyse, hvorfor eleven kan lide at gå til spejder, og hvorfor eleven har valgt netop denne tøjstil, så bliver vi klogere og graver dybere.

Afgørende er det dog, at læreren husker på, at eleverne ved at respons netop er respons og ikke kritik. Responsen skal være orienteret imod sagen og ikke personens æstetiske udtryk eller personlige smag.